Stimuluskontrol - mere end blot  at navngive adfærd...

Tekst: Anna Larsson

Denne artikel handler om en af de grundlæggende komponenter i hundetræning: stimuluskontrol. Vi er sjældent i mål med vores træning før vi får adfærden under stimuluskontrol. Eller lidt mere sjusket udtrykt når vi får "sat kommando på det".  Målsætningen med artiklen er at du ved hvad en diskriminativ stimulus er efter at have læst den.  Derudover vil du lære de forskellige skridt til at opnå stimuluskontrol, samt opdage de forskellige faktorer der kan påvirke indlæringen af kommandoen. Stimuluskontrol er noget som vi førere måske har let ved at tage for givet (som de verbale skabninger vi er) men der findes meget spændende at lære omkring denne del af af indlæringsprocessen.

Hvad er en diskriminativ stimulus?

Alt hvad et individ kan opfatte gennem sine sanser er en stimulus. Altså noget hunden kan opfatte gennem sit syn, sin lugtesans, sin hørelse, sin smagssans eller sin følesans. Det kan for eksempel være et ord, en lyd, en bevægelse, en duft eller en bestemt situation (en hændelse). At jeg lægger hånden på min hunds krop er en stimulus, og at dørklokken ringer er en anden form for stimulus.

En diskriminativ stimulus er enhver stimulus som signalerer at en bestemt adfærd enten bliver forstærket ("belønnet") eller straffet/ikke forstærket ("ej belønnet"). Den diskriminative stimulus kan være alt lige fra ord, lyd og synsindtryk til hele situationer. Diskriminative stimuli har en central plads i operant indlæring. Dvs. indlæring der sker som følge af konsekvenserne af adfærd.

For at gøre det tydeligere kan vi tage to eksempler med forskellige stimuli, en telefon der ringer, og et kommandoord:

Situation 1: Telefonen ringer, du svarer og snakker med den der ringer. Hvis vi analyserer denne situation, er ringetonen en diskriminativ stimulus. At du svarer, er selve adfærden (kan også kaldes for respons), og at du taler med personen der ringer, er konsekvensen.

Situation 2: Fører siger "sid", hunden sætter sig og får godbid. I denne situation er ordet "sid" en diskriminativ stimulus som fortæller hunden at en bestemt handling (nemlig "at sætte sig") kan blive forstærket hvis den udføres. At hunden sætter sig, er adfærden (responsen), og at hunden får en godbid, er konsekvensen af adfærden.

I begge situationer handler det om en diskriminativ stimulus der signalerer at en vis adfærd vil blive forstærket. Du har gennem erfaring lært at hvis du tager telefonen når den ringer, kommer du til at snakke med den som ringer. På samme måde har hunden lært at når ordet "sid" bliver sagt, kan den vælge at sætte sig og få en godbid. Men diskriminative stimuli kan også signalere at en adfærd ikke bliver forstærket eller at en adfærd vil blive straffet.

Situation: Du sidder i din stol og læser avisen. Hunden kommer ind i rummet. Det er nu højst usandsynligt at hunden vil forsøge at tilbyde dig en udgangsstilling blot for det at du sidder i din stol og læser avis. Situationen fortæller hunden at udgangspositionen sandsynlivis ikke vil blive forstærket. At du læser avisen er altså en diskriminativ stimulus der signalerer at en adfærd (nemlig "at komme i udgangsstilling") ikke vil blive forstærket.

Jeg vil ikke give eksempler på diskriminative stimuli der signalerer at en bestemt adfærd vil blive straffet for det plejer hundeejere allerede at have kendskab til...

Definition af stimuluskontrol

Vi har fuld stimuluskontrol på en adfærd hvis:

• Hunden gør X hver gang du siger X (dækker hver gang du siger "dæk")
• Hunden gør ikke Y hvis du siger X (sætter sig ikke hvis du siger "dæk")
• Hunden gør ikke X hvis du siger Y (dækker ikke hvis du siger "sit")
• Hunden gør ikke X så længe du ikke siger X (dækker ikke så længe du ikke har sagt "dæk")

Sagt mere enkelt: "Hunden gør X når jeg siger X, og ikke andet!". Dvs. hunden dækker når jeg siger "dæk" og ikke andet.

Afhængigt af hvilken adfærd vi ønsker, er graden af vigtighed for hvert enkelt trins opfyldelse varierende. Hvis vi lærer hunden at give pote, så gør det sjældent noget hvis den uopfordret giver pote hjemme ved køkkenbordet, men vi vil til gengæld ikke have at en konkurrencehund på konkurrencedagen dækker udover når vi har sagt "dæk"!

Stimuluskontrol er hundens synsvinkel

Operante adfærd sker altid i nærvær af visse særskilte stimuli (uanset om du er bevidst om det eller ej), og disse stimuli vil påvirke din hunds indlæring. Hvis du træner din hund, er der to ting den skal finde ud af: for det første hvilken adfærd som fører til forstærkning, og for det andet hvilke stimuli der fortæller den at adfærden vil føre til forstærkning. Det er ikke nok at hunden finder ud af at adfærden "at sætte sig" fører til at den får en godbid. Den skal også lægge mærke til de stimuli der fortæller den hvornår adfærden "at sætte sig" fører til en godbid.

Stimuluskontrol indebærer at hunden både skal kunne diskriminere og generalisere. Den skal kunne diskriminere hvilken kommando (eller anden stimulus!) der er signalet til at en bestemt adfærd vil blive forstærket. Dvs. lære at det er ordet "dæk", og kun "dæk", der er signalet til, at adfærden "at dække" vil blive forstærket. Den skal også kunne generalisere, dvs. lære at kommandoen "dæk" stadig betyder det samme. Altså at adfærden "at dække" vil blive forstærket, uanset stemmeleje, sted, situation, om det er "far" eller "mor" der giver kommandoen osv. Disse to processer giver tilsammen stimuluskontrol.

Sjældent blot én stimulus

Som oftest indgår en stor mængde af stimuli der tilsammen fortæller hunden at en bestemt adfærd vil blive forstærket. Det kan være selve situationen (at I er på træningspladsen), hvad du har på (træningstøjet), hvad du har medbragt (klikker i hånden, godbid i lommen, din kropsholdning (står ret op), at du er opmærksom og ser på hunden, og til sidst at du siger dit ord: "sid!". Vi kan let mærke om det er det samlede indtryk af flere stimuli som styrer en adfærd hvis vi prøver at fjerne en eller flere af de stimuli der tidligere indgik.

Således kan samme hund der sætter sig på "sid" når situationen ser ud som beskrevet i det foregående, meget vel blive stående og se forvirret ud hvis føreren i stedet selv kravler rundt på jorden samtidig med at han/hun siger "sid!".

"All stimuli are not created equal."

Hunden lægger ikke automatisk lige meget mærke til alle stimuli. Forskellige stimuli vil have forskellig værdi, eller komme til at indgå på forskellig vis i et stimuli-hieraki. Det er vores lille held i træning at det fungerer således! Tænk hvis du var tvunget til at have samme sko på (dine sko er en stimulus, dvs. noget hunden kan opfatte med sine sanser) hver gang du ville have at hunden skal forstå at "sid!" betyder at sætte sig.

Løsningen på hvordan vi skal kunne styre hvilke stimuli hunden skal lægge mærke til, er forudsigelighed. Hvis du er konsekvent med at en bestemt stimulus signalerer at en vis adfærd vil blive forstærket, vil adfærden med tiden komme under dens kontrol.

Det betyder også at du rent teoretisk skulle kunne lære din hund at "når jeg har mine  kondisko på så betyder "sid" at du skal sætte dig, men når jeg har mine gummistøvler på så betyder "sid" at du skal dække". Hvis en stimulus er et tilstrækkeligt forudsigeligt signal om at en bestemt adfærd vil blive forstærket, vil hunden lægge mærke til det, og adfærden kommer under denne stimulus kontrol.

Det er sjældent jeg vil have at mit valg af sko skal stå over mine verbale kommandoer i stimuli-hierkiet. Derfor er spørgsmålet: Hvilken stimulus opfatter hunden, og hvad gør jeg for at hunden skal lægge mærke til den rigtige stimulus - altså den jeg ønsker skal kontrollere adfærden?

Løsningen hedder igen forudsigelighed – og variation. Den stimulus jeg ønsker hunden skal opfatte, skal jeg sørge for at gøre tydelig og fremtrædende, mens de stimuli som jeg ikke ønsker skal indgå, skal overskygges af den ønskede stimulus og helst ikke blive statiske i indlæringsprocessen. Hvis jeg under indlæringen af noget anvender både kropsbevægelser og verbale kommandoer samtidigt, vil hunden have nemmest ved at opfatte mine kropsbevægelser. De vil derfor overskygge indlæringen af mine verbale kommandoer. Forestil dig at jeg tager en godbid, fører den over hundens hoved, og samtidig siger "sid". Da vil bevægelsen jeg gør med godbidden (godbidder er noget meget tydeligt for de fleste hunde!) komme til at overskygge mit ord. Hvis jeg efter nogen tids træning opdager at min hund ikke sætter sig på kommandoen "sid", betyder det ikke nødvendigvis at jeg ikke har fået adfærden "at sætte sig" under stimuluskontrol! Jeg har måske bare fået den under kontrol af en anden stimulus end jeg havde til hensigt. Nemlig min håndbevægelse. På den måde kan vi sige at "alt er under stimuluskontrol". Spørgsmålet er blot hvilken stimulus.

Jeg nævnte tidligere i artiklen at operante adfærd altid sker i nærvær af visse særskilte stimuli, uanset om du er bevidst om disse eller ej, og at disse stimuli vil påvirke din hunds indlæring. Det er her vigtigheden af variation spiller ind. Hvis jeg ønsker at hunden skal sætte sig på kommandoen "sid", og kun på kommandoen "sid", må jeg tidligt i indlæringen variere de andre stimuli som findes i det nærværende, således at disse ikke risikerer at blive "indbygget" i kommandoindlæringen. Jeg bør således allerede fra begyndelsen sørge for en vis variation i min kropsholdning, hvor hunden er i forhold til mig, hvilken plads jeg træner på osv. Hvis jeg altid træner siddende på gulvet med hunden ca. 1 meter lige foran mig, vil "fører-siddende-på-gulvet-1 meter-lige-foran" blive bygget ind i min stimuluskontrol af adfærden! Målet er, gennem små variationer af så mange af de andre stimuli som findes i nærværende, at jeg til slut blot har en statisk, tydelig og forudsigelig stimulus:  nemlig min verbale kommando "sid".

Man skal heller ikke tro at det kun gælder når vi er kommet dertil hvor vi navngiver adfærd. Dvs. sætter dem under stimuluskontrol. Forskellige stimuli findes allerede i hundens bevidsthed når den begynder at tilbyde såkaldte "frivillige" adfærd. Et tydeligt eksempel på dette som jeg selv oplevede, er da jeg shapede Arvid til at løfte sit ene bagben. Jeg frishapede adfærden ved at klikke for og forstærke små potebevægelser af højre bagpote, og formede derigennem et succesfuldt benløft. Men hvad jeg ikke var opmærksom på i min træning, var at jeg (for at kunne se potebevægelserne) sad lænet lidt fremover og med hovedet på skrå. Så det "frivillige" poteløft var hurtigt kommet under stimuluskontrollen "mor sidder lænet på skrå på gulvet", og at få ham til at tilbyde poteløft når jeg sad ret op eller stod op, tog betydelig længere tid end andre typer adfærd hvor jeg bedre kunne variere de stimuli min position indebar under indlæringen! Løsningen på benløftet kunne have været at jeg havde forsøgt at arbejde med at se hans pote fra forskellige vinkler så min position kunne ændres lidt mellem repetitionerne, måske ved hjælp af et spejl osv.

Jeg har set mange hunde som kun kan tilbyde frivillige adfærd (forskellige grundfærdigheder) på en vis afstand af fører eller når fører står op vendt mod hunden. At vores position og kropssprog er "indbygget" i indlæringen, behøver ikke altid være en ulempe. I visse tilfælde ønsker vi jo at vores kropsholdning skal være et signal til hunden når bare vi er opmærksomme på det og på hvordan det påvirker den fortsatte træning.

Stimuluskontrol i praksis

Her nævner jeg bare kort de forskellige trin man kan gennemgå i træningen for at opnå stimuluskontrol. Først skal vi have adfærden frivilligt frem, og få den tilstrækkeligt veludført ( mindsker risikoen for at vi får variationer med i udførelsen som vi ikke ønsker skal kobles til kommandoen). Jeg skriver tilstrækkeligt godt da en adfærd altid kan formes selv efter vi har sat kommando på den! Havde det været så enkelt at processen med samtidig at navngive adfærden havde gjort den immun overfor forandringer, havde hundetræning været en leg! Mange klikkertrænere synes også at have så stor respekt for stimuluskontrol, at de hellere venter med denne del af indlæringen til det er blevet "perfekt", end at sætte signal på en adfærd der er god nok. Her tror jeg at mange ville komme videre i deres træning og komme ud og konkurrere langt tidligere hvis de turde at kaste sig ud i arbejdet med stimuluskontrol tidligere! Hund og fører kan også have brug for at gå igennem arbejdet med stimuluskontrol på et par forskellige adfærd inden det bliver lettere og lettere for hver ny kommando. Derfor tror jeg ikke det tjener noget formål at vente for længe med denne del af indlæringsprocessen.

Sådan kan du opsætte din træning af stimuluskontrol i forskellige trin:

1. Giv signalet samtidig med at adfærden udføres frivilligt.
2. Giv signalet lige inden adfærd udføres frivilligt.
3. Afprøv kommandoen i gradvist sværere situationer.
4. Beløn kun adfærden hvis du har givet dit signal inden.
5. Giv andre signaler, og forstærk ikke adfærden hvis den udføres. Giv derefter det rigtige signal og forstærk.

Obs! Trin 1-2 forstærker aktivitet mens trin 3-5 forstærker passivitet hos hunden (den lærer at vente). Tilpas efter din egen hund, men målet er at du skal kunne få både frivillige adfærd når du ønsker det, og have fuld stimuluskontrol når du ønsker det!

Her skal bemærkes at det varierer mellem forskellige hundetrænere hvilket trin man starter på. Nogle giver signalet samtidig med at adfærden udføres (trin 1) og andre vælger at give signalet allerede fra begyndelsen inden adfærden udføres (trin 2). Jeg har set begge variationer fungere, så vælg det du har det bedst med. Fordelen ved at nye trænere forsøger at give signalet allerede fra begyndelsen, før adfærden udføres frivilligt er at så kommer det i hvert fald ikke for sent. Har man dårlig timing, således at signalet kommer straks efter at adfærden udføres, kan man derimod godt regne med at der ikke vil komme til at ske meget mere indlæring.

Er din kommando en handling eller en position?

Afslutningsvis får du lidt at tænke over:

Du har lært din hund at sætte sig på kommandoen "sid". Når din hund sidder ned, gentager du kommandoen "sid" igen. Hvordan tror du det påvirker indlæringen af din kommando? Er "sid" en handling eller er det en position?

Hvis du siger "sid",og hunden (der allerede sidder ned) ikke gør noget, fortæller du faktisk hunden at dit ord "sid" betyder "gør ingenting"! Hvis "sid" derimod er en handling, og hunden allerede sidder ned når du siger "sid", havde det været helt rigtigt hvis hunden havde bevæget sig således at den kunne sætte sig ned igen.

Jeg tror vi kunne vinde meget ved at tænke over, om vi vil have at hunden skal opleve vores kommando som et signal om handling eller en position. Dit første "sid" (kommandoen du gav inden hunden satte sig ned) burde være nok til at hunden sætter sig ned, og forbliver siddende, indtil enten belønning eller næste kommando er givet.

Anna Larsson - instruktör Canis Hundeskole afd. Sörmland